Mine fire år i Folketinget
Jeg havde en plads i Folketinget fra 2015-19. I den periode har jeg været miljøordfører, landbrugsordfører, fødevareordfører, ordfører for dyrevelfærd, ordfører for energi, bygninger og forsyning, medlem af Nordisk Råd, ordfører for vild natur, ordfører for grøn omstilling, klimaordfører (indtil august 2017) og siden første november 2018 også finansordfører.
Jeg havde fast plads i Miljø- og Fødevareudvalget samt Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget. Derudover sad jeg i 3 år i Nordisk Råd i gruppen Nordisk Grønt Venstre, der arbejder for en ambitiøs grøn omstilling af hele Norden. Jeg sad også i Europaudvalget og i Finansudvalget.
Historien om stop for olie- og gasudvinding på land i Danmark
I juni 2017 skulle jeg som så mange andre dage til møde i Folketingets Energi- og klimaudvalg. Det var eet af de møder, man overvejer at springe over, for der var ikke stort andet på dagsordenen end nogle bilag til orientering fra ministeren. Af samme grund var jeg næsten den eneste deltager på mødet. Meeeen djævlen ligger jo som bekendt i detaljen… Eet af de bilag skulle blive ret afgørende for klimakampen.
Det bilag viste sig nemlig at handle om en ansøgning fra et hollandsk firma, der havde søgt om tilladelse til at lede efter olie og gas på Lolland-Falster. Sådan en tilladelse kan ministeren bare selv give, så den meddelelse fik vi sådan set bare til orientering.
Der var ingen debat i udvalget. Der var ingen dialog med borgerne på Lolland-Falster. Og der var heller ingen formel mulighed for at stoppe processen. Medmindre altså, at et flertal satte foden ned – men mere om det senere.
Jeg må sige, at jeg var rystet. Rystet over, at man helt uden at forholde sig til klimakrisen, ville give tilladelse til at bore efter olie og gas – endda måske som skifergas – på Lolland-Falster frem til… – og hold nu fast: frem til 2057.
Verden styrer lige nu mod en global opvarmning langt større end de 1½ grader vi med Parisaftalen blev enige om at stræbe efter. Hvis vi overhovedet skal gøre os nogle forhåbninger om at nå at bremse temperaturstigningen inden bare 2 grader, så skal langt størstedelen af de kendte fossile reserver blive i undergrunden. Det er derfor – som jeg ser det – et direkte brud på Parisaftalens mål at give tilladelse til at lede efter ny olie og gas. Det er fuldstændigt at ignorere klimavidenskaben. Det er at handle imod bedre vidende.
Nu gjaldt det så om at prøve at få et flertal i udvalget til at sige fra overfor ministeren. Så jeg bombarderede ministeren med skriftlige spørgsmål om, hvad de miljømæssige konsekvenser af denne oliejagt ville være, og hvordan og hvornår man ville inddrage befolkningen. Nogle af de andre partier fulgte trop og blandede sig også i debatten med deres vinkler på sagen.
Og samtidig tog Alternativet på Lolland-Falster sammen med en masse andre partier og organisationer initiativ til lokal modstand. I løbet af få dage blev der demonstreret på livet løs på Lolland-Falster. Man sagde nej til boringer efter skifergas og ja til ren natur, rent grundvand og ren luft.
Kulminationen på sagen kom et halvt år senere. I februar i år bekendtgjorde regeringen, at den vil stoppe helt for boringer efter olie og gas på land og i de indre farvande i Danmark. Sagen fik dermed betydning for hele Danmark. Nu må ingen længere lede efter eller producere olie og gas på landjorden og i vores fjorde og bælter. Heller ikke på Lolland-Falster. Jeg er ikke i tvivl om, at regeringen tog denne beslutning især på grund af det massive folkelige pres på Lolland-Falster og fordi jeg stillede spørgsmål til beslutningen dér, hvor det bare skulle have været en orientering.
Politiske aftaler
I min tid som medlem af Folketing har jeg været med til at forme visse aftaler og generelt bidraget til at fastholde politisk fokus på klimakrisen og biodiversitetskrisen samt ind imellem også på kemikaliekrisen.
Energiaftalen fra 2018, hvor alle partier er med, er i Alternativets optik en absolut minimumsaftale. Vi gik med i den, fordi den har mange gode elementer og vi kan bygge ovenpå den med mere ambitiøse tiltag, når magten skifter. Se aftalen her.
Et vigtigt element i aftalen er grundlaget for at gennemføre aftalen for brug af overskudsvarme, som blev indgået langt senere, nemlig i september 2021, se aftalen her. I forhandlingerne i 2018 introducerede jeg idéen om, at hvis man skal have nedsat afgiften for at sælge sin overskudsvarme til andre virksomheder, bør virksomheden gennemføre ambitiøse energioptimeringer internt. Dette kom til dels med i aftalen i 2021 på følgende måde:
Aftalepartierne er enige om en energieffektiviseringsordning, hvor virksomhederne er forpligtet til:
1. At gennemføre energigennemgange af processer og anlæg relateret til overskudsvarme, som verificeres af uvildige eksterne eksperter.
2. På baggrund af energigennemgange gennemføres energieffektiviseringstiltag af virksomhedernes processer og anlæg relateret til overskudsvarme med en tilbagebetalingstid på op til 5 år.
Veterinærforlig III, der bl.a. indeholder indsatser mod det alt for store forbrug af antibiotika. Se aftaleteksten her.
Politisk aftale om ny Fælles Kemiindsats 2018, der bl.a. betyder en markant øget indsats over for hormonforstyrrende stoffer. Se aftaleteksten her.
Historien om lukningen af 60-40-solcellestøtteordningen i 2016
Den 2. maj 2016 ringede min telefon om aftenen fra et ukendt nummer. Det var energiministeren, der fortalte mig, at der ville komme en hastesag dagen efter. En sag, som skulle behandles tre gange på samme dag, fordi det ellers kunne blive meget dyrt for samfundet. Det handlede om at lukke øjeblikkeligt for den solcellestøtteordning, der blev kaldt 60/40-ordningen.
Det viste sig, at prisen for solceller netop havde passeret et niveau, hvor det pludselig ville kunne betale sig at etablere meget store solcelleanlæg med støtte efter den pågældende ordning. Ordningen var etableret med en forventning om, at der ville blive etableret en samlet effekt over en årrække på 60 MW, men pludselig var der indkommet ansøgninger for 4.500 MW. Det ville koste samfundet i størrelsesordenen 11 mia. over hele støtteperioden på 20 år, hvis disse 4.500 MW blev installeret, og det var hele den gamle energiaftalekreds ikke indstillet på at betale.
Jeg forsøgte at tale med ministeren og flere af de andre parters ordførere, som alle var en del af energiaftalekredsen fra 2012, men alle var klar til at stoppe ordningen øjeblikkeligt. Jeg kunne godt se, at 11 mia. kunne lyde af mange penge, men det var over 20 år, dvs. 500 mio. kr. om året for en ambitiøs solcelleudbygning – det var måske netop det, vi synes, der skulle til i omstillingen til vedvarende energi. Jeg fremlagde problemstillingen for Alternativets folketingsgruppe, og der var fuld opbakning til, at vi ikke ville lukke ordningen øjeblikkeligt.
Jeg endte med at foreslå et ændringsforslag – nemlig at ordningen fremadrettet skulle konverteres til kun at gælde for tagflader, for så ville udbygningen ske lidt mere afdæmpet. Vi ville stemme for, hvis dette ændringsforslag gik igennem, men alle stemte imod dette, og Alternativet endte så med som det eneste parti at stemme imod hele forslaget om at lukke støtteordningen.
Der havde helt sikkert været udfordringer med at tilpasse energisystemet til så hurtig en udbygning med solcelleanlæg, men vi har brug for, at solcellerne begynder at hale ind på vindmølleudbygningen, og de 4.500 MW er nok imellem halvdelen og en femtedel af, hvor meget solenergi, vi skal bruge i et fuldt udbygget vedvarende energisystem for at det bliver afbalanceret.
Se sagen her: L185 om ophævelse af 60-40-ordningen for solcelleanlæg
Beslutningsforslag jeg har stillet
Her er min medlemsside for min tid i Folketinget.