Trafiklys eller deklaration?

CONCITO har udviklet den store klimadatabase, som jeg virkelig kan anbefale at man tager sig noget tid til at bladre rundt i. Forleden vandt den en nordisk pris, og det er velfortjent, for CONCITO har virkelig skabt interesse for klimadata med projektet.

Netto tester databasen af som grundlag for noget fremtidig klimamærkning, og det er jo klogt nok, bl.a. fordi EUs arbejde med produkters miljøaftryk peger lidt i samme retning, så hvorfor ikke være foran.

Men jeg er lidt bekymret.

For hvis ikke der bliver tænkt klogt i introduktionen af klimamærkning, så kan vi ende med en dag at se en kalvefilet med et grønt klimamærke ligge ved siden af en kyllingefilet med rødt klimamærke i køledisken – måske endda en økologisk kylling! Hvis en mærkningsordning bliver baseret på trafiklyset (rød, gul, grøn) og der tillades snæver sammenligning – fx kalvefiletter fra forskellige producenter sammenlignes, og den mindst klimabelastende tildeles det grønne mærke, så bliver det noget rod, der kommer til at undergrave forbrugerens forståelse af klimaløsningerne og sågar kan undergrave det stærkeste miljømærke i Danmark: Økologimærket.

Jeg håber, Forbrugerombudsmanden kommer på banen i denne sammenhæng.